Rejsen tilbage..

Mit barndomshjem

Det meste af mit liv, har jeg været knyttet til mit barndomshjem, som ligger i en lille landsby, i det sagnkundige Himmerland. Engang var her mange gårde, men for størstedelens vedkommende er de nu blevet til nedlagte landbrug eller til kæmpe landbrug.. eller bare – som vores – en landvilla.

Der – lige midt i mellem Aars og Hobro, ligger den lille ejendom, som mine, dengang unge forældre, erhvervede sig for alle sine sparepenge, for at kunne give deres børn en rolig og tryg opvækst på landet.

Jeg husker tydelig at dengang vi flyttede herud, var ejendommen et langt hvidkalket kampestenshus, med en sort sokkel og paptag. Min bror og jeg delte værelse og i væggen ud mod nabohuset. Der var en revne i muren, som gik fra det ene hjørne og helt ned til soklen. Gennem den kunne vi kikke ud til naboen, når vi løftede tapetet..

- huset havde mange små vinduer langs hele facaden, køkkenet havde et brændekomfur og ovn i skorstenen – intet badeværelse, men et lidt uhyggeligt das i stalden (jeg kom jo fra byen) – der var mange rum, for huset var bygget til flere familier engang.. oprindeligt et af byens ældste ejendomme..

I dag er det en stor rødstensvilla, med hvide vinduer og døre. Huset er beliggende lige ud til byens gennemgående vej. Min far byggede og ændrede på huset hele min barndom og fortsatte til ugen før de flyttede og jeg overtog huset.

Bag huset ligger haven.. en dobbelt villagrund, hvoraf den nederste del er henlagt som naturgrund – officielt fordi det er et kæmpe arbejde at holde en have der er så stor – men også fordi den del grænser op til skoven – så haven er næsten en naturlig del af byens skov.

Min mor har altid haft det svært i huset - hun var altid meget opmærksom på at lukke og låse døre.. hun var ofte utryg ved at være her, men mine forældre boede her alligevel i 27 lange år. Hun har altid følt sig iagttaget, uden at kunne definere hvordan - min yngste søn brugte at "fange spøgelser" i drivhuset, ved at lave fælder med kasser.. jeg syntes bare at det var sjovt dengang, da han var 3 - 4 år - at hans fantasi var så livlig..

- men jeg fik godt nok en helt anden opfattelse, da vi selv kom til at bo her. Da vi overtog huset fornemmede jeg at det nærmest "myldrede" med spøgelser, uden jeg kunne finde ud af hvad det handlede om..

Mens min datter og hendes familie boede her, SÅ min datter rent faktisk nogen.. mennesker som kom ind i huset - en "boede" fast i Hallen.. jeg selv har bl.a. haft en mand med nøgen overkrop og et lændeklæde, til at stå og kikke ind at mine vinduer i udestuen, en dag hvor der var snestorm.. jeg syntes at det var synd for ham og inviterede ham ind, så han kunne varme sig ved vores brændeovn.. der sad han så hele vinteren - på det første plads i sofaen - mit inviterede spøgelse.. Ingen andre sad på den plads hele vinteren.. heller ikke gæster.. og da foråret kom, bad jeg ham gå igen.. en høflig og rar vinterkammerat.. men det eneste spøgelse jeg har inviteret ind!!


Ofringen på Bratbjerg..
 Den første gang jeg virkeligt oplevede det Mystiske, lå den øverste del af haven badet i sol. Men der hvor jeg sad – op af birketræet, i den nederste del af haven – var der mørkt og masser af skygge..

- jeg havde aldrig været helt tryg ved den have - den virkede så mørk, selv om vinteren når solen skinnede på den hvide have..

Da jeg havde sat mig godt til rette op af birken, gav jeg mig til at meditere, for jeg følte at jeg var "nødt til" at finde ud af, hvad det var for noget med den have..

- efter ganske kort tid gik mine sanser i gang og jeg "så" en ældre, slank og benet herre, iklædt en kjortel af mørkt stof, med et vævet bælte om livet. Han var nederst i haven, der hvor hækken står i skel til vores nabo. Han stod ved et stenalter, med begge hænder løftet højt over sit hoved og holdt en skål med blod. Jeg ved ikke hvorfra jeg vidste hvad der var i - men jeg var bare helt klar over at det var blod, som var i den. På alteret lå stadig den kvinde, som han havde taget blodet fra - hun havde fået halsen skåret over, fordi hun var et offer til Guderne..

- Folk stod i en stor bue omkring offeret og Goden. Ved siden af alteret stod der på den ene side tre store mænd og det samme på den anden, som skulle sørge for ro og orden ved ceremonien. Folkene stod alle så de kunne se hvad der foregik og alle accepterede det.. (det var åbenbart kun min mave som forsøgte at vende sig..) det jeg mærkede var frygten fra de ofre, som blev dræbt - for selvom man ved at man skal ofres, behøver man ikke have syntes om det.. og frygten kunne jeg føle nu, selvom det var tusinder af år senere..

- jeg var rystet! Kvalmen og min angst var voldsom.. Jeg mærkede den ondskab og frygt, som stadig var i jorden og i området.. jeg vidste med det samme, at der var blevet foretaget MANGE ofringer der i tidernes morgen og jeg vidste at når menneskene, der var blevet ofret havde udfyldt deres formål, blev slæbt hen til mosen, som ligger små 200 meter fra vores grund. I dag er den skrumpet ind til næsten ingenting, men jeg har altid været bange for at nærme mig den.. og nu fandt jeg ud af hvorfor.. det var her de store stærke mænd, efter ofringerne slæbte deres menneskelige rester hen - og "dumpede" dem - ofte med en stor sten på kroppen, så de ikke dukkede op igen i utide, men også fordi det så var et "kombineret" offer - mosen fik sit og Guderne fik sit..

Der er gået flere år siden jeg fik vist hvad haven blev brugt til i før-gammel-tid og det føles mere roligt nu.. jeg går stadig ikke i haven om aftenen, når der er mørkt, men jeg er ved at finde en fornuftig anvendelse for det stykke jord – uden at føle en isnende frygt og kulde.. nu er det bare et stykke af en stor have, som trænger til at blive brugt..

Jeg tror at min viden om anvendelsen af haven og det omkringliggende, har givet mit system ro og mulighed for at acceptere at sådan er det altså hos os.. for når jeg ser på arealerne er der intet som er ændret – alt er som før.. ånderne er bare ikke så tydelige for os mere..